Det virker jo fuldstændig åndsvagt at sidde og blogge for sig selv. Jeg kan se der ikke er nogen der læser mine indlæg - der er ihvertfald ikke nogen der har svaret.
Der er ikke særlig meget kontinuerlitet (er det et ord?) i mine indlæg. Det virker svært at åbne sig hvis ikke der er nogen derude der lytter og ingen synes noget om det man siger. Det behøver jo ikke engang være noget godt. Det værste i verden er da ligegyldighed.

Jeg kunne jo selvfølgelig bare stoppe, men tværtimod har jeg endnu mere lyst til at fortsætte. Der skal komme flere tanker, flere indlæg og hvem ved, måske havde der en dag en kommentar på bloggen.

Hvis ikke, så fungerer denne virtuelle dagbog måske kun for mig. Det er vel også, på en eller anden måde, okay.

Dét der med tro.

Jeg har en veninde der er kristen. Altså ikke bare sådan almindelig kristen som vi andre kalder os (Os, som går i kirke til jul, mest fordi det skal man bare og os som altid rejser os op på de forkerte tidspunkter til bryllupper, begravelser og barnedåb)
Nej hende her, hun er kristen på den måde at hun inderligt og dybfølt har en kærlighed til Gud. Hun tror på ham og hun tror på det der står i biblen. Hun lever efter de kristne værdier og hun går i kirke og beder til Gud når hun føler hun trænger til at tale med ham.

Jeg er faktisk lidt misundelig på hende. Hun har en ro over sig, som jeg er helt sikker på, hun har fordi hun er troende. Hun har en der står bag hende hundrede procent, en der altid vil elske hende ubetingelsesløst og som altid vil være der, selv efter døden.

Det må sgu da være fantastisk at havde sådan én.

Nogle gange lukkede hun øjnene og forsøgte, at tænke på sørgelige begivenheder i hendes ellers så korte liv. Håbet om at de kunne give en forklaring på angsten og frygten inden i hende blev ved med at leve. Men hver gang blev hun skuffet. Sorgen var real – Hun vidste hun savnede ham, hun vidste hun var bange for livet uden ham. Hun vidste også hvordan hendes mors helbred, hele hendes mors liv – hendes tanker, hendes tårer og hendes glæder var hendes akkilles hæl. Der var en angst for at miste hendes mor, en angst og en utryghed som gjorde så ondt i hele hendes krop og med det samme fremkaldte følelsen af opkast og besvimelse, hvis hun en sjælden gang tænkte den til ende. Men denne frygt for at miste sin mor var også håndgribelig, nøjagtig ligesom sorgen over at miste hendes far. Det var den udefinerbare angst der skræmte hende. Den der gjorde hende bange, den der nogle gange overmandende hende lige inden hun skulle ud af døren og fik hende til at slippe håndtaget, tage sin jakke af, gå tilbage og ligge sig i sengen og bare ønske at sove. Den der kunne komme når hun stod og kiggede ud af vinduet fra 4. sal og pludselig få hende til at træde et skridt tilbage og gispe efter vejret. Det var angsten der pludselig kunne ramme hende nede ved cafeerne ved åen, i stormagasinet eller som nu, midt om natten, badet i sved.

En turists bekendelser

Efter en uge i, hvad jeg vil betegne, som charterhelvede er der nogle ting der er gået op for mig. Ting som jeg fra nu af vil betegne som endegyldige sandheder:

Jeg synes virkelig VIRKELIG det er pinligt og tøset når mænd skifter deres våde badebukser, bundet pinligt ind i et håndklæde med kiksede fumlefingre, prøvende at gøre det diskret. Kvinder gør det, det er også kikset, men når mænd gør det tænker jeg virkelig TØS du ikke engang kan fryse din diller lidt

Det ser bare vulgært ud når kvinder spiser isvafler.VULgært.

Guider tror de er lidt smartere end alle andre, baaare lige lidt. Det er de ikke.

Charterferier behøver ikke betyde man taler med hinanden. Så mange eksempler på par der lå en hel dag ved poolen uden anden kommunikation end et nik der åbenbart betyder "en øl mere?" MANGE par der sad og spiste middag i absolut stilhed. Jeg havde lyst til at gå hen og ruske dem, mest for at se om der var en skygge af mig selv derinde. Gud hjælpe mig jeg vil aldrig ende i et ægteskab hvor der intet er at sige, når man sidder og ser på den smukkeste strand og solen stige ned over den.

Mange forældre kan ikke overskue deres børn - Og det bliver åbenbart ikke bedre af at rejse en million kilometer væk. Forældrene render stadig rundt med zombie agtige ansigter og ligner nogen der har spise omkring fire pakker valium. Alt imens skriger alt hvad de små lunger kan klare - Forældrene giver efter and the circle of charter has begun.

Jeg kan godt lide charter.Det er farligt at indrømme,men jeg synes det er fantastisk når ens liv i DK er i kaos så at kunne rejse væk og der er nogen der ordner alt for en. Ja de sætter sku nærmest tid af til man kan skide.

Sorgens rum.

Jeg tror ikke det nogensinde holder op - Smerten ved at miste en man elsker. Vi har næsten alle følt den, om det så hedder en kæreste, en hund, en forældre eller en god ven. Der sidder den her knude i maven. En knude som man forsøger at få væk.

Men den bliver ved med at være der. Som tiden går, bliver knuden mindre, men for dem der har mistet en der virkelig betød noget, går den aldrig helt væk.

Jeg mistede min far da jeg var yngre og jeg længes hver dag efter ham. Han var noget helt specielt for mig, og der er ingen tvivl om at jeg var fars pige. Jeg har bearbejdet sorgen, jeg har talt om det, men knuden er der stadig. Det vil den altid være. For selvom det lyder kliche agtigt så føles det som om, at den dag min fars kiste kørte væk i bilen, der kørte en del af mig også væk.

Mange mennesker ved ikke hvordan de skal reagere når de ser sorgen ramme nogle de kender. Det letteste er uden tvivl at lade dem være, ignorere dem. Det oplevede jeg. Folk jeg havde delt glæder og sorger med gennem en stor del af mit liv, forsvandt pludselig. Ingen kontakt. Det gjorde helvedes ondt og jeg brugte mange timer på at hade og bebrejde. Jeg måtte til sidst erkende, at mennesket gør det, de i den givne situation føler er det bedste. Man kan undre sig over deres valg, men man må erkende at de gør det fordi det føles som det rigtige for dem.

Sorg er noget man har med sig hele livet. En af mine venner har også mistet et familiemedlem. Min ven dér kan ikke komme videre, men samtidig lever hun som om hendes familiemedlem aldrig har levet. Billeder, breve, ja alt er skåret væk og man må ikke tale om afdøde. På en eller anden måde føler jeg at det er en hån mod den afdøde, så føles livet da først spildt ikke?

Min gode veninde gav mig engang denne beskrivelse af sorgen.

Sorgen er som et rum eller et værelse. Når du bliver ramt af sorgen skal du igennem rummet. Du skal tage i håndtaget og gå igennem rummet og komme ud på den anden side. Du glemmer ikke din tid i værelset, men du lukker døren bag dig.

Nogle mennesker står for evigt uden for den første dør, og kommer aldrig ind i rummet. De taler aldrig om sorgen, de står udenfor og bare er.
Nogle mennesker går ind i rummet, men kommer aldrig ud. De ´bruger resten af deres liv på bare at være i der og leve i sorgen. De kan ikke se hvordan livet kan leves udenfor rummet, når det er uden afdøde.

De sidste mennesker går igennem rummet, nogle bliver i rummet i lang tid, men de vælger til sidst at tage i døren og komme ud af det. Det betyder ikke at man glemmer den man har elsket og mistet. Det betyder ikke at man ikke græder og nogle gange skriger til himlen hvorfor han er væk. Det betyder ikke at jeg ikke savner ham og savner at være fars lille pige. Det betyder bestemt heller ikke at jeg har glemt hvordan det føltes da han lå død foran mig.

Det betyder bare at jeg lever videre, for det kan og skal jeg.

Here it goes.

Nu kommer mit allerførste blog indlæg. Det føles faktisk lidt fjollet at skrive det, når der muligvis aldrig er nogen der kommer til at læse det.
Jeg prøver dog at sige til mig selv at jeg skriver bloggen for min egen skyld. Det passer vel i bund og grund også, men jeg skriver den ikke med henblik på en digital dagbog. Jeg vil skrive for at få reaktioner. Jeg tror nemlig på at via de reaktioner vil jeg lære en masse om mig selv og andre mennesker.

Mange bloggere skriver at de udelukkende skriver for deres egen skyld, det tror jeg er rigtigt, men jeg er da ret sikker på at de ville synes det var en smule intetsigende, hvis der aldrig lå en kommentar i kommentarfeltet. Hvis ikke man ønsker en reaktion fra andre, ja så skriblede man da bare sine tanker ned i word, eller i en old school dagbog.

Jeg håber på kommentarer, både de gode og de dårlige. Jeg vil gerne forarge, forundre og til tider få et lille smil frem på læben hos dig.

Så må vi se om det lykkes, eller om dette blot bliver min digitale dagbog.